KeyBalance MCP - AI-adgang til dine data
MCP giver dig mulighed for at stille spørgsmål til dine KeyBalance-data i almindeligt dansk - i stedet for at bygge et filter, finde den rigtige rapport eller trække til Excel først.
Hvad er MCP?
MCP står for Model Context Protocol. Det er en åben standard, der lader et AI-program tale med andre programmer på din pc.
Tænk på det som et stik: KeyBalance har fået en MCP-udgang, og AI-programmet (fx Claude Desktop) har et MCP-indgang. Når de to er sat sammen, kan AI'en se de KeyBalance-vinduer, du selv har åbne, og svare på spørgsmål om det, der står i dem.
Det vigtige at forstå er, at AI'en ikke får sin egen adgang til KeyBalance. Den kigger med gennem din egen skærm og dine egne rettigheder. Kan du ikke se en tabel i KeyBalance, kan AI'en heller ikke.
Hvad kan du bruge det til?
Nogle eksempler på spørgsmål, der virker:
- "Hvilke debitorer har en saldo over 50.000?"
- "Find alle varer hvor beskrivelsen indeholder 'pumpe'"
- "Hvor mange ordrer er der oprettet i denne måned, og hvad er den samlede værdi?"
- "Sammenlign omsætningen på de her to varegrupper"
- "Der er noget galt med faktura 2005918 - kan du finde ud af hvorfor kostprisen er posteret forkert?"
Det sidste eksempel er værd at hæfte sig ved. MCP er ikke kun en genvej til tal, du kunne have fundet selv. Den er også god til fejlsøgning, hvor du skal sammenholde flere kartoteker på én gang - varer, varegrupper, finansposter og opsætning - for at finde ud af, hvor noget gik galt.
Hvad kan det ikke?
- Det bogfører ikke. MCP læser data og kan åbne og bladre i vinduer. Den gemmer ikke, godkender ikke og bogfører ikke.
- KeyBalance skal være åben. MCP arbejder gennem din kørende klient. Lukker du KeyBalance, forsvinder adgangen.
- Ét regnskab ad gangen. Hver forbindelse peger på ét firma og ét regnskab. Arbejder du i flere, skal der sættes én forbindelse op per regnskab.
- Kun dine egne rettigheder. Se ovenfor. Det er også derfor, du roligt kan bruge det - du kommer ikke til at se noget, du ikke måtte se i forvejen.
Sådan kommer du i gang
Det skal du bruge
| Forudsætning | Bemærkning |
|---|---|
| KeyBalance-klienten til Windows | Version 2609 eller nyere - det er den, der har menupunktet Hjælp → AI-assistent. Ældre versioner blokeres desuden typisk af Windows, se den tekniske vejledning. Hent klienten |
| En understøttet AI-assistent | Claude Desktop, Claude Code, Visual Studio Code eller Cursor. Claude Desktop hentes gratis på claude.ai/download |
| Konto hos Claude | Et betalt abonnement anbefales - gratisversionen løber hurtigt tør på større spørgsmål |
ChatGPT kan ikke bruges til det her. Begrundelsen står under fanen Avanceret i dialogen. Har du ingen af de fire assistenter i forvejen, så tal med din it-ansvarlige om, hvilken I skal bruge.
MCP kræver KeyBalance-klienten, der kører lokalt på din pc. Det virker ikke fra den klassiske klient på terminalserver, da MCP-forbindelsen går mellem to programmer på samme maskine.
Trin 1 - Åbn AI-dialogen i KeyBalance
Log ind i KeyBalance på det regnskab, du vil give adgang til, og gå til Hjælp → AI-assistent.
Dialogen Brug Keybalance med en AI-assistent åbner. Nederst står en status. Lyser den grønt med teksten "Klar - AI-assistenter kan læse dette regnskab", er regnskabet klar til at blive sat op.
Dialogen kender selv firmaet og regnskabet, fordi du åbner den inde fra det regnskab, det drejer sig om. Du skal derfor ikke finde mapper frem i Stifinder eller skrive stier og navne af i hånden. Det var den hyppigste fejlkilde i den gamle fremgangsmåde.
Dialogen har tre faner - Hvad er det?, Kom i gang og Avanceret. De forklarer funktionen direkte i programmet, så er du i tvivl undervejs, står svaret ofte der.
Trin 2 - Vælg din assistent og kopiér opsætningen
Vælg din assistent i dropdown'en nederst i dialogen:
| Valg | Bruges til |
|---|---|
| Claude Desktop (JSON) | Claude Desktop |
| Claude Code (kommando) | Claude Code i terminalen |
| Visual Studio Code | VS Code |
| Cursor | Cursor |
Klik derefter Kopiér opsætning. Opsætningen for netop dette regnskab ligger nu på klippebordet - med den rigtige sti, det rigtige firma og det rigtige regnskab udfyldt. Du skal ikke skrive noget selv.
Trin 3 - Sæt opsætningen ind i assistenten
I Claude Desktop: Indstillinger → Udvikler → Rediger konfiguration.
Det åbner filen claude_desktop_config.json. Findes den ikke i forvejen, oprettes den automatisk. Sæt teksten ind, og gem.
Har du allerede andre MCP-servere i filen? Så skal den nye blok flettes ind under
mcpServers- du må ikke overskrive hele filen, for så mister du de øvrige forbindelser.
Har du valgt Claude Code (kommando), er det ikke en JSON-blok, du har kopieret, men en færdig kommando. Den sætter du bare ind i terminalen og kører.
Har du flere regnskaber? Gentag trin 1 og 2 inde fra hvert enkelt regnskab. Hver forbindelse gælder ét regnskab, og dialogen giver hver af dem sit eget navn automatisk - fx keybalance-keybalance-regnskab.
Trin 4 - Genstart assistenten
Assistenten læser kun opsætningen, når den starter op. Derfor sker der ingenting, før du har genstartet den.
Luk Claude Desktop helt ned - også fra systembakken nede ved uret. Det er ikke nok at klikke på krydset, for så kører programmet videre i baggrunden og læser ikke den nye opsætning. Start Claude igen.
Trin 5 - Lad KeyBalance stå åben
Forbindelsen virker kun, mens klienten kører. Lukker du KeyBalance, stopper adgangen med det samme.
Åbn de vinduer, du vil spørge til - fx debitorlisten eller varekartoteket. AI'en arbejder på de vinduer, der er åbne.
Trin 6 - Prøv det af
Skriv i Claude:
Hvilke Keybalance-vinduer er åbne?
Får du en liste over dine åbne vinduer, virker forbindelsen. Så kan du gå i gang med rigtige spørgsmål.
Gode råd til at spørge
- Åbn vinduet først. Skal du spørge om debitorer, så åbn debitorlisten i KeyBalance, inden du spørger. AI'en leder efter åbne vinduer.
- Sig hvad du er ude efter, ikke hvordan den skal gøre det. "Find de kunder der ikke har købt noget i år" er bedre end "filtrér på feltet SidsteSalgsdato".
- Bed om at få mellemregningen med. Ved fejlsøgning er det en god vane at bede om at se de tal, konklusionen bygger på. Så kan du selv kontrollere den.
- Vær konkret med perioder og beløb. "i august 2026" er bedre end "for nylig".
Når det ikke virker
| Symptom | Sandsynlig årsag |
|---|---|
| Der er ingen AI-assistent under Hjælp | Klienten er ældre end 2609. Opdatér klienten, eller brug den manuelle opsætning nedenfor |
| Statuslinjen nederst i dialogen er ikke grøn | KeyBalance er ikke åben, eller du er ikke logget ind |
| Claude kan slet ikke se KeyBalance | Opsætningen er ikke læst ind - assistenten læser den kun ved opstart, så genstart den |
| "Jeg kan ikke finde nogen åbne vinduer" | KeyBalance er ikke åben, eller ikke på det regnskab, der er sat op |
| Svarene kommer fra det forkerte regnskab | Du har flere KeyBalance-vinduer åbne med samme regnskab. Luk dem, du ikke bruger |
| Der er færre funktioner end forventet | Rettigheder. Nogle funktioner kræver designadgang i KeyBalance |
| Der sker ingenting overhovedet | Windows blokerer muligvis komponenten - se nedenfor |
Bliver komponenten blokeret af Windows, sker det uden fejlbesked. Det ser bare ud som om, MCP aldrig blev sat op. Se KeyBalance MCP - teknisk, som også indeholder den vejledning, din it-afdeling skal bruge.
Hjælper intet af det, så åbn fanen Avanceret i dialogen og tryk Kopiér fejlfindingsinfo. Send indholdet til KeyBalance support - så har de firma, regnskab, port, klientversion og stien til broen på én gang.
Fanen Avanceret
Fanen Avanceret er beregnet til fejlfinding og til din it-afdeling. Den viser, hvordan forbindelsen faktisk er skruet sammen for netop dette regnskab:
| Felt | Betydning |
|---|---|
| Firma og Regnskab (KBA-fil) | De to værdier, opsætningen bygger på |
| Bro | Stien til Keybalance.McpProxy.exe, det program AI-assistenten taler med |
| Aktuel port | Den port, klienten lytter på lige nu, med proces-id og session |
| Discovery-navn | Det navn, broen finder serveren under |
| Værktøjer | Antal funktioner, assistenten har fået stillet til rådighed |
| Klientversion | Hvilken klienttype der kører |
Porten er tilfældig ved hver opstart og skal ikke sættes op. Broen finder den selv gennem en named pipe. Står der et portnummer, betyder det blot, at serveren kører - ikke at du skal bruge nummeret til noget.
Ud over Kopiér fejlfindingsinfo har fanen knapperne Kopiér JSON og Kopiér Claude Code-kommando, hvis du hellere vil hente opsætningen direkte herfra end via dropdown'en nederst.
Manuel opsætning - hvis du ikke har AI-menuen
Kører du en klient ældre end 2609, findes Hjælp → AI-assistent ikke. Så skal opsætningen skrives i hånden. Fremgangsmåden giver præcis samme resultat - dialogen udfylder blot felterne for dig.
Find først firma og regnskab. Åbn Stifinder og gå til %LOCALAPPDATA%\Keybalance. Her ligger en mappe per firma, fx TNSLIB. Åbn firmamappen og noter navnet på regnskabs-undermappen. Den hedder ofte Regnskab, men ikke altid - nogle firmaer har flere, fx Regnskab, regnKLHold og regnKLOK.
Skriv navnene af præcis som de står, med de samme store og små bogstaver. Det har betydning.
Indsæt derefter forbindelsen i claude_desktop_config.json (Settings → Developer → Edit Config). Erstat <BRUGER>, TNSLIB og Regnskab med dine egne værdier:
{
"mcpServers": {
"keybalance": {
"type": "stdio",
"command": "C:\\Users\\<BRUGER>\\AppData\\Local\\Keybalance\\TNSLIB\\Keybalance.McpProxy.exe",
"args": ["TNSLIB", "Regnskab"],
"env": {}
}
}
}
Bemærk de dobbelte backslashes i stien. Det er et krav i JSON-formatet - én enkelt backslash giver en fejl.
De to værdier i args er firmanavn og regnskabsnavn, i den rækkefølge. Navnet foran (keybalance) vælger du selv - det er det, du ser inde i Claude. Har du flere regnskaber, tilføjer du en blok mere med et andet navn, fx keybalance-drift og keybalance-klok.
Genstart derefter Claude Desktop som beskrevet i trin 4.